ORD OM 'SILENT MOMENTS' (Stille Øjeblikke) Ofte søger vi ind i stilheden, når vi ønsker kontakt med os selv og Gud. I stilheden føler vi, at vi bedre kan høre Guds Stemme og finde svar på de uafklarede spørgsmål, der ofte er i vores liv. Jeg har på internettet lavet en række små diasshow med 12 billeder i hver, som jeg har kaldt "silentmoments" fordi disse øjeblikke i stilhed har inspireret mig mere end noget andet. Mit ønske har været at nå mennesker via computeren med et budskab om, at selv via pc`en, kan vi oplade batterierne igen og falde på plads i os selv og dermed genetablere en følelse af mening og fylde. Hvis hjulene i hverdagen kører for hurtigt, og vi mister kontakten med vores kerne, kan vi nemt blive fremmedgjort overfor os selv og hinanden, og tomhedsfølelsen sniger sig ind. Det er livgivende at kunne bade i stilhedens kilde for at kunne genfinde kontakten med os selv og vores skaber. Når den kontakt er etableret, kan vi igen søge ud i det myldrende hverdagsliv med fornyet kraft og styrke og måske blive et lys for andre. Billedserierne gentages automatisk, så der er tid til at synke ned i sig selv og lade billederne passere med eller uden lyd. Man kan dog også vælge at standse showet og dvæle ved et enkelt billede. Eller du kan sende et stille øjeblik til en ven ved at kopiere et af 12 billeder og sende det som vedheftet fil. Man kan evt. selv vælge et stykke musik til billederne, hvis man ønsker at koble det visuelle og auditive sammen. SILENT MOMENT 1: Lysets kilde
Billedserien er fotograferet i Hellig Kors Kloster, Vestjylland. Kirken er nybygget i gammel romansk stil med et vindue i apsis mod øst, så man kan se solens stråler falde ind i kirkerummet ved solopgang. Et sådant vindue har der oprindeligt været i mange af vore gamle kirker, men mange er desværre blevet muret til i Middelalderen og erstattet af store prangende altertavler, som spærrer for lysets kilde. Fra solopgang til solnedgang falder lyset ind på korset og alteret og taler sit eget klare og enkle sprog. Jeg har blot været et andægtigt vidne, som har forsøgt at fange lysets spil omkring korset med min kameralinse. Korset er centrum i billederne, men det er ikke korset, der dominerer- det er lyset. Både ved solopgang med det gyldne lys og ved solnedgang med det hvide lys er korset indsvøbt i lyset fra Den Levende Gud. (Se også videoen Det himmelske Lys) Jesu fødsel indtraf på den mørkeste tid af året som en påmindelse om, at netop i mørket er der håb. At glæden til tider kan blegne, kender vi alle til, men heldigvis ved vi også, at vi kan komme igennem kriser og modgang og finde ny mening og fylde i vore liv igen. Som et symbol på modløsheden har jeg midt i billedserien indlagt et billede, hvor man ser korset bagfra i modlys -en stærk kontrast til det gyldne solbeskinnede kors med den korsfæstede og opstandne Kristus. Fra positionen bag korset i modlys kan man ikke se Kristus, men kun noget gyldent spindelvæv fra den nedgående sol i vest, som kaster sit hvide lys ind i kirkerummet-netop det lys, der rummer alle nuancer. I slutbillederne i diasserien hyller lyset igen alteret og apsisvinduet i et hvidt lys, som er det Kristus selv, som er til stede. Modløsheden er overvundet. NB! Som alternativ til kirkeklokkerne kan det anbefales at lade billederne ledsage af: Pie Jesu indsunget af Sarah Brightmann fra Andrew Lloydd Webbers requiem. Til 'Silent Moment 1' SILENT MOMENT 2: Forår
Er en diasserie på 12 billeder fra en lokalitet ved Gudenåen nær Sukkertoppen ved Mossø i Midtjylland. Billederne er fotograferet en forårsdag, hvor bladene er ved at folde sig ud. Fuglene kvidrer livgivende og åen risler fra et lille tilløb ved brinken, medens strømhvirvlerne danser hen over vandoverfladen. Solen kaster sine gyldne stråler ned gennem de lysegrønne blade og spejler sig i åens vand, medens solens reflekser i vandet oplyser bladene nedefra. Fuglene synger deres forårssang. En lille fugl lander på en gren over mit hoved og kvidrer af hjertens lyst. Jeg føler, at det er Gud, der, gennem den lille fugl, synger en opmuntrende sang for mig. Jeg kniber en tåre, mit sinds tåger letter, og jeg ser skaberværket i al sin storhed- friskt som i skabelsens morgen. Tiden standser i et evigt øjeblik. Til 'Silent Moment 2' SILENT MOMENT 3: Efterår
En stille efterårsdag ved Vesterhavet. Dønningerne lyder som et roligt åndedræt. Solen spejler sig i vandoverfladen og de brydende bølger. Mørke skyer tårner sig op i horisonten, men lyset bryder igennem en åbning i skyerne og kaster en lodret søjle af lys ned på havoverfladen. Skyerne krakelerer. Evigheden krydser nuet. Et håb fødes - jeg er ! Havet ånder videre i sin rolige rytme, medens solen går ned. Til 'Silent Moment 3'
SILENT MOMENT 4: Vinter "Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?" Salme 8 Til 'Silent Moment 4' hovedside  | |